Fan-informationer

Læs om Citys skandinaviske supporterklub som er Nordens ældste for en engelsk klub. Info om mødesteder i Danmark. Desuden noget om billetter og rejser til Manchester og link til køb af fanartikler. 

 


Faste mødesteder
Har du lyst til at se TV-fodbold sammen med andre City-fans, så prøv at tage hen på:
København: The Shamrock Inn, Jernbanegade 7.
Odense: Kick Off Sportspub, Overgade 45.
Aarhus: The Golden Lion, Frederiksgade 76.


Fanklub

Manchester City har en fanklub for fans i Skandinavien. "Norway-Denmark Official Supporters Club Manchester City", stiftet i 1974 og dermed den ældste supporterklub i Norden for en engelsk klub. Pr. 31. maj 2022 var der registreret 2.537 medlemmer. Det er en kendt sag, at nordmændene er vilde med engelsk fodbold og det afspejler sig også i fordelingen af medlemmer - langt hovedparten er fra Norge og kun ca. 300 er fra Danmark. Supporterklubben er den 6. største blandt 53 skandinaviske supporterklubber til engelske klubber (inkl. Swansea og Cardiff). Supporterklubberne for Liverpool (48.506) og Manchester United (45.111) er klart de største. Herefter følger Leeds (7.857), Arsenal (6.602) og Tottenham 5.884. Faktisk er medlemstallene så ulige fordelt, at Liverpool og Manchester United tilsammen tegner sig for ca. 75% af alle medlemmer. Tallene er hentet fra Supporterunionen for Britisk fotball

Der udgives et supporterblad kaldet Scandinavian True Blue (STB) fem gange om året. Fanklubben skaffer billetter til Citys kampe og arrangerer ture til England. Desuden arrangeres tipskonkurrencer og en supportercup.

Medlemskab af Norway-Denmark Official Supporters Club Manchester City koster 300 kr. pr. sæson. 

Du kan læse mere om fanklubben på Cityfans.dk - den danske afdeling af den skandinaviske fanklub.

Det kan i øvrigt nævnes, at svenskerne har deres egen City-fanklub Citizens of Sweden, der i efteråret 2022 har registreret knap 500 medlemmer. Denne fanklub står uden for Supporterunionen.




Fanartikler

Unisport - skandinaviens største fodboldbutik. Butikken ligger på Vesterbrogade 45, 1620 København V.
Masser af fanartikler kan købes online her. Noget er på lager  - andre ting skal bestilles hjem.

Manchester City Online Shop - klubbens egen butik på nettet.
Soccer Books - bøger, videoer og dvd´er til salg online.




City live

1) Billet til Citys kampe gennem fanklubben - kun for medlemmer

Billetbestilling kan ske gennem den norske fan-side manchestercity.no, hvor du også kan finde mere information. Fristen for billetbestilling er senest seks uger før kampen spilles. STB har også adgang til nogle privat ejede sæsonkort til Etihad Stadium. Fanklubben kan også skaffe et begrænset antal billetter til Citys udekampe. Danske medlemmer betaler via den danske fanklub, som også kan hjælpe med at skaffe billet.

2) Billetmuligheder i øvrigt - for alle City-fans

Vil du selv skaffe billet kan du prøve med Citys egen online-service Manchester City Tickets. Man skal oprette sig som bruger med login og password. Man kan tidligst bestille billet 3-4 uger før kampen. Du kan vælge at få billetterne tilsendt med posten eller selv at printe dem ud. Priserne ligger på 50-90 pund pr. stk til Premier League (afhængig af modstander og tidspunkt på året) - og lidt mindre til cupkampe.

3) Rejsebureauer

Du kan også bestille din fodboldbillet og hotelværelse samt evt. flybillet gennem et dansk rejsebureau. Prøv f.eks. at kigge på Footballtravel.dk eller LA Travel. Priserne ligger højest til kampene mod Manchester United, Liverpool, Chelsea, Arsenal og til dels Tottenham. Desuden er sæsonens sidste hjemmekamp samt rejser i forbindelse med Jul, Nytår og Påske altid dyrere. 

4) Flyrejse og hotel

Direkte fly til Manchester er muligt fra København med easyJet og SAS. Fra Billund kan man rejse direkte til Manchester med Ryanair. Fra Manchester Airport er der 25 minutter med tog til Manchester Piccadilly inde i centrum. Prøv at søge efter billige flybilletter på Travelmarket.dk.

Der er mange overnatningsmuligheder i Manchester. Her kan du finde en liste over hoteller, der ligger bekvemt i forhold til Etihad Stadium. 

5) Sådan finder du Etihad Stadium
 
For at komme ud til Etihad Stadium i det østlige Manchester (Eastlands) kan man tage bus 216 eller 231 fra hovedbanegården Manchester Piccadilly mod Ashton. Når du kommer ud på Ashton New Road har du stadion på venstre side. Der er stoppested ganske tæt ved stadion. Der er letbaneforbindelse fra Manchester Piccadilly ud til Etihad Campus og turen tager 6-7 minutter. Fra centrum kan man gå ud til stadion på 25-30 minutter - en tur på ca. 2,5 kilometer. Nedenfor er med gult markeret gå-ruten (ruterne) fra Manchester Picadilly ud til stadion: Gå op ad Store Street, til højre ad Great Ancoats Street, kort efter til venstre ad Pollard Street, senere Merrill Street og Ashton New Road. Der hvor letbanen drejer skråt til venstre går der også en sti til nordsiden af stadion. Fortsætter man lige ud ad Ashton New Road kommer man til den sydlige ende af stadion. 



6) Inde på stadion
 
Maine Road kunne generere en fantastisk stemning. Det nye stadion halter måske lidt efter, men du kan stadig regne med stemning i topklasse - især til de store kampe. Maine Road havde inden nedrivningen plads til 35.150, mens Etihad med udvidelsen i 2015 og nedjusteringen i 2021 (på grund af større bandereklamer) kan rumme 53.500. Det er på South Stand, at de mest fanatiske og syngende City-fans holder til og det er også på South Stand, at der er reserveret et afsnit til udeholdets fans. Den vestlige langside kaldes Colin Bell Stand, den østlige langside hedder East Stand og den nordlige ende kaldes North Stand eller Family Stand - tribunen hvor der er flest familier/fædre med børn. På stadion vil du med sikkerhed komme til at høre City-supporternes yndlingssang "Blue Moon", som har været brugt siden 1989.

7) Rejseservice iøvrigt

Fra Manchester Airport går der tog til Manchester Piccadilly hvert 10. minut og turen tager 20 minutter. Selve Manchester har omkring en halv million indbyggere. Greater Manchester er et kæmpe byområde med forstæder, der næsten er vokset sammen til en stor by. Det består af Manchester, Salford, Trafford, Wigan, Bolton, Bury, Rochdale, Oldham, Tameside og Stockport. Her bor der ca. 2,5 millioner mennesker. Manchester ligger på samme breddegrad som Hamburg og klimaet er lidt mildere sammenlignet med København. Til gengæld falder der ca. 20% mere nedbør og der er ca. 10% færre solskinstimer end i København.

Turistinformation (Visit Manchester)

Vejret i Manchester (TV2 Vejret)

 

Senest opdateret 24.02.23