Nyheder

Oversigt over seneste nyt om Manchester City.

 

29.05.15

City vandt opvisningskampen mod Toronto FC med 1-0 på et flot langskudsmål scoret af den 20-årige indskiftede Academy-spiller George Evans. Pellegrini gav flere af de andre unge spilletid og mulighed for at vise sig frem i en kamp med ni udskiftninger. Godt 23.000 tilskuere på BMO Field i Toronto. Den planlagte kamp i Houston blev aflyst på grund af kraftig regn i kombination med et nyanlagt græstæppe. Turen til Nordamerika sluttes af fredag med et ophold i New York, hvor City-truppen skal overvære søsterklubben New York Citys kamp mod Houston. 

Samtidig stopper nyhedsopdateringen på mancity.dk efter 16 år. Der henvises til de mange nyhedssider på internettet. De øvrige menupunkter på mancity.dk vil fortsat blive opdateret.

24.05.15

Frank Lampard takkede af for City med en scoring i 31. minut i sæsonafslutningen hjemme mod Southampton. Han tager nu til USA for at spille i New York City. Sergio Aguero cementerede sin førsteplads på topscorerlisten, da han i 88. minut headede i mål fra tæt hold til 2-0. Joe Hart spillede sin kamp nr. 300 og markerede jubilæet med et clean sheet. En god sæsonafslutning for City med seks sejre i træk, men stadig endte man otte point efter mestrene fra Chelsea. Opstilling: Hart, Demichelis, Mangala, Zabaleta, Kolarov, Fernandinho, Toure (Bony 66), Lampard (Navas 77), Milner (Kompany 79), Silva og Aguero. På bænken: Caballero, Sagna, Dzeko og Jovetic. Advarsel til Demichelis. City spiller i den kommende uge to opvisningskampe. Den 27. maj spiller City i Toronto og den 28. maj i Houston.
 
18.05.15

UEFA-præsident Michel Platini har antydet, at der vil komme lempelser i de nuværende Financial Fair Play regler. De relativt milde straffe man har uddelt på det seneste indikerer, at der er en opblødning undervejs. Ikke mindst sammenlignet med de kæmpebøder City og PSG blev udsat for sidste år. Der har været kritik fra flere klubber af de relativt strenge krav man skal overholde. Andre kritikere mener, at reglerne hindrer investeringer i mindre klubber og fastholder status quo i europæisk topfodbold. Der er flere igangværende retssager hvor påstanden er, at de nuværende regler er i modstrid med gældende EU-lovgivning om fri konkurrence. UEFA´s kommende lempelser skal formentlig også ses i lyset af dette. Platini kunne ikke komme nærmere ind på hvilke ændringer vi kan forvente. Det vil først blive afgjort på et UEFA-møde i slutningen af juni. Men enhver lempelse kan kun hilses velkommen set fra et City-synspunkt. Scott Sinclairs lånophold i Aston Villa bliver i sommerens transfervindue vekslet til en permanent transfer. Villa betaler 2,5 millioner pund for Sinclair, der kom til City fra Swansea i 2012 for 6,2 millioner pund.

17.05.15

Underholdende og livlig kamp på Liberty Stadium i Swansea, hvor City vandt med 4-2 efter 2-1 føring ved pausen. Flot angrebsfodbold fra begge mandskaber, mens der blev taget lidt løst på tingene i det defensive. Hjemmeholdet startede bedst og havde et par gode chancer, men det var City der i det 21. minut kom foran ved Yaya Toure på et skud der blev afrettet en smule undervejs. James Milner øgede til 2-0 i det 36. minut efter fremragende kontraspil. Swansea kom tilbage lige inden pausen, da Sigurdsson fra kanten af feltet skød fladt ved fjerneste stolpe. Jesus Navas havde en kæmpe afbrænder lige inden Gomis udlignede i 64. minut. Ikke overbevisende forsvarsspil i den situation. Så tog Yaya Toure sagen i egen hånd i 74. minut og scorede med et fladt skud ved nærmeste stolpe forbi en ikke helt sagesløs Fabianski i Swansea-målet. Joe Hart holdt City inden i kampen med et par fine redninger og specielt redningen på et hovedstød fra Fernandez var verdensklasse. I 90. minut fik indskiftede Bony scoret på sin gamle hjemmebane med et fladt skud via den ene opstander. Dermed er City sikret en top tre placering og direkte adgang til gruppespillet i Champions League. Opstilling: Hart, Demichelis, Mangala, Zabaleta, Kolarov, Fernandinho (Kompany 80), Toure (Bony 85), Lampard (Navas 59), Milner, Silva og Aguero. På bænken: Caballero, Clichy, Jovetic og Dzeko. Advarsel til Zabaleta, Fernandinho og Milner.

10.05.15

Klasseforskel på Etihad i dagens kamp mod Queens Park Rangers, som blev sendt retur til London med et 6-0 nederlag. Nederlaget betød at gæsterne rykker ud af Premier League efter kun en enkelt sæson i den bedste række. City er nu kun et point fra en top tre placering, der giver direkte adgang til Champions League gruppespillet. Sergio Aguero åbnede målfesten allrede efter fire minutters spil efter en længere solotur, hvor han til sidst lidt heldigt fik bolden med sig og løftede bolden over Robert Green i QPR-målet. Aleksander Kolarov øgede til 2-0 direkte på frispark i det 32. minut.  Fem ninutter inde i anden halvleg slap Aguero alene igennem og scorede fladt til 3-0. I det 65. minut fik City straffespark, da David Silva blev væltet omkuld i feltet. Aguero scorede sikkert til 4-0. Efter 70 minutter blev det 5-0 ved James Milner, der satte indersiden på en tværaflevring fra Aguero. I 87. minut scorede Silva kampens sidste mål, da han fikst blev spillet fri af Bony med en hælaflevering. Silva lavede sparkefinten, ventede i bedste Laudrup-stil og scorede elegant til slutresultatet 6-0. Der var chancer til flere mål, blandt andet havde Bony et skud på stolpen. Aguero var naturligvis kampens store spiller med sit hattrick og oplæg til endnu en scoring. James Milner fik godt nok scoret et mål, men hans mange indlæg fra kanten manglede i den grad kvalitet. Gæsterne havde bolden i nettet en enkelt gang, men der blev korrekt dømt offside. Opstilling: Hart, Demichelis, Mangala, Zabaleta, Kolarov, Fernando, Fernandinho (Toure 75), Lampard (Bony 63), Milner (Navas 82), Silva, Aguero. På bænken: Caballero, Kompany, Sagna og Dzeko. Ingen advasler. 

3.05.15

City vandt en smal 1-0 sejr på White Hart Lane over et Spurs-mandskab, der heldigvis ikke var skarpe foran mål. City havde også sine muligheder og det var alt ialt en meget jævnbyrdig og ganske underholdende forestilling med to angrebsivrige hold. Det ser ud som om Pellegrini har fundet ud af, at man godt kan vinde fodboldkampe uden at være i boldbesiddelse hele tiden. Målet kom efter en lille halv time på et hurtigt kontraangreb. Godt langt udkast af Joe Hart til Silva, der fandt Aguero med en stikning og Citys topscorer bankede bolden op i nærmeste målhjørne. David Silva var uden tvivl bedste mand på banen, men også Joe Hart havde en fin eftermiddag i London med flere gode redninger. Til gengæld var det en rigtig skidt dag for Samir Nasri, der var vendt tilbage efter en skade. Han nåede at være på banen i tre minutter, så måtte han udgå skadet igen. Havde han varmet ordentlig op? Mangala havde en nervøs start i centerforsvaret, men spillede sig op som kampen skred frem. Opstilling: Hart, Demichelis, Mangala, Zabaleta, Kolarov, Fernando, Fernandinho, Milner, Lampard (Nasri 73 (Bony 76)), Silva og Aguero (Boyata 89). På bænken: Caballero, Sagna, Clichy og Dzeko. Advarsel til Kolarov, Zabaleta, Silva og Milner. Med sejren er City sikker på mindst en fjerdeplads i Premier League. Chelsea sikrede sig som bekendt mesterskabet i dag.

25.04.15

Drama på Etihad da Manchester City smed en 2-0 føring væk mod Aston Villa, men vandt på et mål i 89. minut af Fernandinho - efter hjørnespark! City kom godt fra start, men Agueros scoring til 1-0 i det 3. minut (foto) var en ren foræring fra Villa-keeper Brad Guzan, der helkiksede en clearing. Vi skulle hen til 66. minut før det blev 2-0 direkte på frispark godt sat ind af Kolarov, der udnyttede et hul i Villas muropdækning. Men kun to minutter efter reducerede gæsterne ved Tom Cleverly efter frispark. Den langsomme gengivelse afslørede, at Benteke var offside inden scoringen faldt. Til gengæld blev der senere i kampen (ved stillingen 2-2) dømt offside mod Benteke i en situation, hvor han faktisk ikke var det. Joe Hart så i øvrigt ikke godt ud ved scoringen og skulle helt klart være blevet inde i sit mål. I 85. minut udlignede Carlos Sanchez, da han flugtede en returbold efter hjørnespark i mål. Så kom den forløsende scoring til 3-2 ved Fernandiho, der fik lov til at stå fri i det bagerste område ved et hjørnespark. Han var i stand til at holde sin afslutning nede og kunne derved sikre City tre vigtige point. Aston Villa spillede overraskende godt og det var usædvanligt at se City have bolden så lidt mod et hold fra den nedre halvdel af tabellen. Ifølge statistikken for boldbesiddelse var det 45%-55% i udeholdets favør. Usædvanligt var det også at Pellegrini havde genvalg til samtlige 11 i startopstillingen. Opstilling: Hart, Mangala, Demichelis, Zabaleta, Kolarov, Fernando, Lampard (Milner 57), Toure (Fernandinho 46), Silva, Navas og Aguero (Bony 83). På bænken: Caballero, Boyata, Sagna og Dzeko. Advarsel til Silva. Yaya Toure måtte udgå i pausen på grund af en muskelskade.

19.04.15

Et forrygende selvmål af James Collins (18) og et mål af Sergio Aguero (36) efter et godt kontraangreb gav City en 2-0 sejr over West Ham på Etihad. Jesus Navas var oplægger til begge målene. Det så bedre ud for City i dag, men omvendt var de formsvage gæster heller ikke skræmmende. City dominerede i vanlig stil og især Aguero havde flere gode chancer. Det var først mod slutningen at West Ham fik spillet sig frem til et par farlige chancer, men Joe Hart diskede op med nogle fine redninger. Opløftende var det at se Mangala spille en god kamp i centerforsvaret - det trængte han til. David Silva udgik i anden halvleg, da han fik en albue i hovedet. Han måtte bæres fra banen - muligvis med et brækket kindben. Efter otte minutters tillægstid kunne City sætte tre point ind på kontoen. Opstilling: Hart, Demichelis, Mangala, Zabaleta, Kolarov, Fernando, Lampard (Fernandinho 88), Toure, Silva (Nasri 75), Navas og Aguero (Dzeko 90). På bænken: Caballero, Boyata, Sagna og Pozo. Advarsel til Silva og Navas.


12.04.15

Nedturen fortsætter for City, der tabte lokalopgøret på Old Trafford med 4-2 efter 2-1 ved pausen. City scorede kampens første og sidste mål, men ind imellem nettede hjemmeholdet fire gange. City ligner et hold uden selvtillid og har nu tabt seks af de seneste otte kampe i alle turneringer. United er inde i en fantastisk stime og man må erkende at hjemmesejren var fortjent. Sergio Aguero bragte City foran efter otte minutters spil, men derfra gik det kun nedad bakke for City. Seks minutter senere udlignede Ashley Young fra tæt hold. Fellaini headede United foran i det 27. minut på kanten af offside. Mata (67) og Smalling (73) udbyggede hjemmeholdets føring i anden halvleg inden Aguero kunne pynte på resultatet i 89. minut - hans mål nr. 100 for City. Nu gælder det om at redde stumperne af en skuffende sæson og sikre sig den vitale fjerdeplads, der giver adgang til Champions League kvalifikationen. Opstilling: Hart, Kompany (Mangala 46), Demichelis, Zabaleta, Clichy, Fernandinho, Toure, Navas (Lampard 74), Milner (Nasri 63), Silva og Aguero. På bænken:  Caballero, Kolarov, Fernando og Dzeko. Advarsel til Kompany, Milner og Silva.

6.04.15

Det går ikke ligefrem som smurt i olie for City i øjeblikket. I aftenens kamp på Selhurst Park var der i hvert fald ikke ret meget der gik Citys vej. Crystal Palace vandt med 2-1 efter 1-0 ved pausen. En kamp som de lyseblå dominerede stort, men det var hjemmeholdet der viste mest effektivitet og desuden var heldig med at scoringen til 1-0 af Glenn Murary fik lov at stå. Det lugtede fælt af offside på Scott Dann umiddelbart inden scoringen. Palace øgede til 2-0 tre minutter efter pausen på frispark ved Jason Puncheon. I det 78. minut fik City reduceret på et flot langskud af Yaya Toure, men Palace stod for presset og fik hevet sejren i land. En meget typisk kamp for et hold i modgang. Misbrugte chancer på stribe, stolpe ud i stedet for stolpe ind, offside-mål imod sig og straffespark der ikke bliver dømt. Wilfried Bony var blevet skadet under søndagens træning og var ikke med i truppen. Opstilling: Hart, Kompany, Demichelis, Sagna, Clichy, Fernandinho (Milner 88), Toure, Navas (Nasri 77), Silva, Aguero og Dzeko (Lampard 66). På bænken: Caballero, Mangala, Zabaleta og Fernando. Advarsel til Demichelis. City er nu ét point efter United i tabellen inden søndagens derby på Old Trafford.
 


Nyheder fra februar-marts 2015
Nyheder fra december 2014-januar 2015

Nyheder fra oktober-november 2014

Nyheder fra august-september 2014

Nyheder fra juni-juli 2014

Nyheder fra tidligere sæsoner (nyhedsarkiv)