City-nyt

Sæsonen 2002-2003.

 

11.05.03

City sagde farvel til Maine Road med et skuffende 0-1 nederlag til Southampton. City havde overvægt i spil og chancer, især i første halvleg, men Southamptons målmand Paul Jones var ikke til at passere idag. Det blev til gengæld Peter Schmeichel i det 34. minut ved Michael Svensson på hovedstød. Shaun Goater høstede dagens største bifald, da han blev udskiftet efter godt en times spil med Robbie Fowler. Selv om City tabte blev der alligevel taget en værdig afsked med Maine Road. Det sørgede et feststemt publikum for. City stillede med følgende hold: Schmeichel, Dunne (Horlock 83), Sommeil, Distin, Jensen, Wright-Phillips, Barton (Belmadi 70), Foe, Benarbia, Goater (Fowler 63), Anelka. På bænken: Nash og Wiekens. Advarsel til Barton, Dunne og Distin. City slutter på en 9. plads i Premier League og indkasserer 6,5 millioner pund i præmiepenge. Maine Road er nu historie - men City lever videre. Et moderne og arkitektonisk flot stadion med plads til 47.500 tilskuere venter på indvielse til august.

3.05.03

Det blev et glædeligt gensyn med Anfield Road for Kevin Keegan, Nicolas Anelka og Robbie Fowler, der alle har en fortid i Liverpool. City vandt sensationelt med 2-1 efter en dramatisk kamp, hvor sejrsmålet kom i overtiden. Bemærkelsesværdigt var det også, at City idag fik sæsonens første straffespark, mens Liverpool i to tilfælde appellerede forgæves for straffespark. Det var Citys første sejr på Anfield siden 1981. Første halvleg bød bl.a. på en fantastisk redning af Peter Schmeichel på et afrettet frispark fra Dieter Hamann. Desuden fik Shaun Wright-Phillips et mål annulleret for off-side. En noget tvivlsom kendelse. Efter 58 minutter kom Liverpool foran ved Milan Baros i en situation, hvor der blev begået klart frispark mod Robbie Fowler kort forinden. I det 74. minut skete det endelig. City fik straffespark! Nicolas Anelka blev nedlagt af Traore og scorede selv på straffesparket foran The Kop. Det blev en hektisk afslutning med chancer i begge ender, men i det 92. minut udnyttede City en kontra. Anelka scorede med et flot flugtskud på oplæg fra Shaun Wright-Phillips. Også i anden halvleg diskede Peter Schmeichel op med et par klasseredninger og holdt således City inde i kampen. Robbie Fowler stod igen svagt i billedet, men var dog med i opbygningen til sejrsmålet. Nicolas Anelka viste høj klasse og forsvaret stod igen godt på banen. På billedet ses Sylvain Distin i duel med Milan Baros. City var uden den skadede Marc-Vivien Foe, som blev erstattet af Kevin Horlock. City stillede med følgende hold: Schmeichel, Sommeil, Distin, Dunne, Jensen, Horlock, Barton, Wright-Phillips, Benarbia, Fowler og Anelka. På bænken Nash, Bischoff, Sun, Belmadi og Macken. Ingen af dem kom på banen. Advarsel til Horlock og Dunne. City kom med sejren op på en flot 8. plads i Premier League. En placering der kan fastholdes med en sejr over Southampton næste søndag. 

24.03.03

En lidt trist nyhed på en strålende forårsdag: Maine Road bliver jævnet med jorden efter denne sæson. Kommunen og rugbyklubben Sale Sharks har opgivet at blive enige om en aftale, således at rugbyklubben kunne overtage Maine Road. Det er formentlig Maine Roads størrelse og det faktum, at det var nødvendigt med en større ombygning, der har gjort det økonomisk umuligt for den lokale rugbyklub at overtage Maine Road. Det bliver således ekstra vemodigt, når City den 11. maj spiller mod Southampton - den definitivt sidste kamp på det gamle stadion, som har været Citys hjemmebane siden 1923. Det er ikke afklaret, hvad området nu skal bruges til. Det afhænger bl.a. af en lokal høring, men det kan f.eks. blive butikker (muligvis et større butikscenter), mindre virksomheder, sportsfaciliteter, parkområde og/eller boliger. Mere information på Manchester Evening News.

6.03.03

Så er der igen uro bag kulisserne på Maine Road. Efter fem års stabilitet med David Bernstein (billede) som formand sker der nu ting og sager. I kølvandet på direktør Chris Birds opsigelse fik vi igår den meget overraskende melding fra David Bernstein, at han forlader City med øjeblikkelig virkning. Der var opstået så meget splid i bestyrelsen, at Bernstein ikke så sig i stand til at styre City i den retning han ønskede. Uenigheden handler om økonomi og ledelsesstruktur. Kevin Keegans høje sportslige ambitioner er en bekostelig affære og det har fået bølgerne til at gå højt i bestyrelsen. Nu ser det ud til at den risikovillige fløj med indsættelsen af John Wardle som midlertidig formand har vundet slaget. Wardle er iøvrigt storaktionær i klubben. BBC kan idag berette, at der er gode muligheder for, at Kevin Keegan til sommer får yderligere 20 millioner pund til forstærkninger, til trods for at City i forvejen har en gæld på 39 millioner pund. Ifølge John Wardle kan det meget vel tænkes, at Bernsteins permanente afløser skal findes uden for Maine Road. "Det ville være idéelt med en forretningsmand, der er villig til at investere penge i klubben", udtaler Wardle.

9.02.03

Efter en højdramatisk afslutning i lokalderbyet på Old Trafford fik City fortjent det ene point, men var meget tæt på at snuppe alle tre! Shaun Goater kom på banen fem minutter før tid og første gang han rørte bolden headede han bolden i nettet til udligning 1-1. Et indlæg fra Ali Benarbia (som også netop var kommet på banen) blev dirigeret videre af Shaun Wright-Phillips ind foran mål, hvor Shaun Goater og Nicolas Anelka næsten stod i vejen for hinanden. Det lykkedes altså for Goater at få et godt hovedstød sat ind. I overtiden havde Marc-Vivien Foe et forsøg på overliggeren og Shaun Goater fik et mål annulleret, da Nicolas Anelka havde hånd på bolden umiddelbart inden. Det så ikke forsætligt ud, og Anelka sagde da også efter kampen, at bolden sprang op på hans hånd. Alt ialt et fortjent point på en god anden halvleg af City. I første halvleg var hjemmeholdet dominerende i store perioder og havde chancer til flere mål. City flyttede bolden pænt rundt, men fik ikke tempo på angrebsspillet og Robbie Fowler var stort set anonym. Uniteds mål blev scoret af Ruud Van Nistelrooy i det 18. minut efter klassisk opspil med et fladt indlæg til bagerste stolpe. City holdt sig inde i kampen og fik godt fat i anden halvleg. Peter Schmeichel måtte melde fra i sidste øjeblik, idet han forstrakte en lægmuskel under opvarmningen. Faktisk havde City Kevin Stuhr-Ellegaard på bænken! Også United måtte undvære sin førstekeeper Fabian Barthez og havde reserven Roy Carroll på mål. City stillede med følgende hold: Nash, Distin, Howey, Sommeil, Sun, Jensen, Horlock (Wright-Phillips 66), Foe, Berkovic (Benarbia 85), Anelka og Fowler (Goater 85). På bænken Stuhr-Ellegaard og Dunne. Advarsel til Foe. City er ubesejret mod United i denne sæson - hvor mange klubber kan mon prale af det, når sæsonen er slut til maj? 

30.01.03

Kevin Keegan har endelig fået sin drømmeduo i angrebet: Nicolas Anelka og Robbie Fowler. Kontrakten med Fowler blev underskrevet idag og der var ingen dårlige vibrationer - tværtimod. Alle var glade og Fowler er med mod West Bromwich på lørdag. Kevin Keegan har afsløret, at en af grundene til kollapsen for to uger siden var, at han ikke tog sig tid til en snak med Fowler om, hvorfor han gerne ville have ham til City. Det har Keegan i mellemtiden gjort og det har været en afgørende faktor.  Robbie Fowler udtaler idag: "When he came to see me it showed how much he wanted to sign me. As soon as he talked about playing football and how we would do it, my mind was made up, I knew then and there I wanted to join Manchester City."

10.11.02

Lokalopgøret udviklede sig til en uforglemmelig fodboldoplevelse. Stemningen på Maine Road var helt utrolig. Her er et par citater efter den store triumf. Kevin Keegan: "Publikum var vores 12. mand i dag. I min tid her har jeg ikke hørt dem lave så meget larm. Lydstyrken bragte mine tanker tilbage til 70´erne". Peter Schmeichel: "Jeg er temmelig sikker på, at hvis vi havde spillet på et tomt stadion, så havde vi ikke vundet kampen. Supporterne var simpelthen fantastiske". På billedet scorer Shaun Goater til 3-1 mod United og scorer samtidig sit mål nr. 100 for City. Her kan du finde listen over de øvrige medlemmer af den eksklusive Club 100: Flest mål/kampe.

9.11.02

Historisk sejr på Maine Road: City - United 3-1.

Endelig - efter 13 lange år lykkedes det for City at få ram på de røde fra Old Trafford. I det sidste lokalopgør nogensinde på Maine Road vandt City med 3-1 over United efter en flot kamp, hvor der blev kæmpet så det slog gnister. Selv inde i overtiden turde det neglebidende hjemmepublikum knap nok tro på sejr, men den var god nok. City er for alvor tilbage som værdig modstander til de sejrsvante naboer. Målscorerne var Nicolas Anelka efter fem minutter, Solskjær for United efter otte minutter og Shaun Goater efter 26 og 50 minutter. Goaters første mål var noget af en foræring, idet Goater snuppede bolden fra Gary Neville, der hasarderet forsøgte sig med en tilbagelægning. Goaters andet mål (målet til 3-1) var samtidig hans mål nr. 100 i City-trøjen. Anelka blev snydt for at klart straffespark da han blev fældet af Barthez. Uniteds John O’Shea præsterede en kæmpeafbrænder kort før tid, da han en meter fra mål skød forbi. Peter Schmeichel stod en flot kamp og øgede sin popularitet væsentligt hos Citys fans. City stillede med følgende hold: Schmeichel, Dunne, Wiekens, Mettomo, Sun, Jensen, Foe, Tiatto (Horlock 88), Berkovic (Wright-Phillips 78), Anelka og Goater. På bænken: Nash, Benarbia og Huckerby. Advarsel til Wiekens. I Citys startopstilling var der ikke en eneste spiller fra Manchester - ja, faktisk ikke en eneste fra England. Men det skal ikke spolere glæden lige nu. Kevin Keegans kommentar var ikke til at tage fejl af: " Jeg har været involveret i mange store lokalopgør gennem tiderne, men dette vil jeg huske for evigt". Skal vi lige tage den en gang til her til sidst: Manchester City - Manchester United 3-1. Rigtig god weekend!

29.09.02

Efter 23 kampe som ubesejret på Maine Road røg City ind i en øretæve på 0-3 mod et defensivt, taktisk klogt, kynisk og effektivt Liverpool-mandskab. Nogle af de kvaliteter som City i den grad mangler. Man må dog samtidig ærgre sig lidt over, at City ikke var i stand til, at straffe et så defensivt orienteret hold som Liverpool. Særlig underholdende var gæsternes spil bestemt ikke. Det virkede som om, at City-spillerne ikke havde troen på point i denne kamp, der startede som et sandt mareridt. Jihai Sun lavede efter tre minutter en hasarderet hovedstøds-tilbagelægning, men Michael Owen kom imellem og fik sit skud blokeret af Peter Schmeichel. På det efterfølgende hjørnespark var der rent kaos i City-forsvaret, som trods flere forsøg ikke formåede at få bolden væk. Bolden havnede for fødderne af Michael Owen, som uden problemer kunne score (billedet). En ren foræring og en ren parodi at kigge på. City var spildominerende i store dele af kampen, men kom til få reelle chancer. Da Michael Owen i det 64. minut fik en friløber på kanten af off-side stod det 0-2 og så gik den sidste gejst ud af City-spillerne. I det 89. minut fuldbyrdede Owen sit hat-trick og en miserabel eftermiddag for City, som måtte undvære Ali Benarbia på grund af karantæne. Også Danny Tiatto har karantæne. City stillede med følgende hold: Schmeichel, Sun, Howey (Shuker 70), Distin, Jensen, Wright-Phillips, Berkovic, Foe, Horlock, Anelka og Huckerby (Goater 61). På bænken: Nash, Mettomo og Kerkar.

23.09.02

Aftalen med det amerikanske investeringsfirma Bear Stearns er nu på plads. City får rejst en kapital på 30 millioner pund, et beløb der evt. kan stige til 44 millioner pund. Det kræver dog at endnu en investor vil indgå i aftalen. Der udstedes et antal gældsbeviser, som forrentes gennem billetsalget på City of Manchester Stadium. Løbetiden er 25 år, hvilket lyder ganske fordelagtigt. Citys andel af entreindtægterne vil i de kommende år blive reduceret, men til gengæld får City en stor kapitalindsprøjtning her og nu. Formand David Bernstein er begejstret for aftalen, som kommer på et meget belejligt tidspunkt. Kevin Keegan har som bekendt brugt over 20 mill. pund på nye spillere, City har investeret kraftigt i forbedrede træningsfaciliteter på Carrington-anlægget og idag har City offentliggjort et regnskab for perioden 1. juni 2001 til 31. maj 2002 som udviser et underskud på 13,9 mill. pund mod 0,6 mill. pund året før. Bernstein udtaler at pengene vil give City større økonomisk råderum, men understreger samtidig, at de vil blive brugt med omtanke, bl.a. til indfrielse af gamle og dyrere lån. Citys omsætning faldt fra 32,4 mill. pund til godt 28 mill. pund - et forholdsvis beskedent fald set i forhold til, at City i den periode var nedrykker fra Premier League. De færre TV-penge blev delvist opvejet af øgede sponsor- og merchandise-indtægter. Citys lønudgifter steg i perioden fra 16,2 til 24 mill. pund - helt uhørt for en nedrykker, men det viser noget om, hvor hårdt City satsede på at vende tilbage til Premier League hurtigst muligt.

24.08.02

Kevin Keegan må være tilfreds med, at han valgte at starte med Darren Huckerby i angrebet sammen med Nicolas Anelka. Huckerby satte fut i Citys angreb, scorede kampens enlige mål og løb iøvrigt solen sort, da City fortjent vandt med 1-0 over Newcastle. Målet kom efter 36 minutter, hvor et indlæg fra Anelka blev mødt af et fladt skud fra Niclas Jensen, som blev pareret af Newcastles målmand. I klumpen af spillere i feltet fik Darren Huckerby headet i mål (billede). Et måske lidt heldigt mål, hvor det også blev diskuteret om Huckerbys off-side i skudøjeblikket burde have været dømt. Til gengæld havde City flere andre store chancer i løbet af kampen. Foes hovedstøds-afbrænder på Niclas Jensens indlæg var en af de store, men også Huckerby, Anelka og Wright-Phillips brændte pæne chancer. 4-2 til City havde vel givet et bedre billede af kampens forløb. Peter Schmeichel fik en flot debut med flere gode redninger. Han blev godt modtaget af publikum og har sikkert også følt sig hjemme i Manchester, hvor regnen som så ofte før silede ned. City spillede forførende angrebsfodbold i første halvleg. Kvikke kombinationer med flade førstegangsafleveringer. Benarbia var igen fremragende på midtbanen. Også i pressede situationer var City som oftest i stand til at spille sig ud af kniben, frem for bare at sparke bolden langt væk. I det hele taget var det en fornøjelse at se City spille. Dyer var den store synder hos gæsterne, bl.a. præsterede han at skyde forbi et tomt mål, efter at Schmeichel havde halvklaret et skud fra Lua Lua. Kort efter pausen lavede Distin en ren "Jesper Olsen", men heldigvis skød Dyer efterfølgende over mål. Mod slutningen kom Newcastle lidt mere til fadet, men Peter Schmeichel holdt nullet i sin første kamp for City, som stillede med følgende hold: Schmeichel, Distin, Howey, Sun, Jensen, Wright-Phillips, Foe, Benarbia, Berkovic (Horlock 80), Anelka og Huckerby. På bænken: Nash, Dunne, Tiatto og Goater. Advarsel til Distin (67).

27.07.02

City præsenterede sin nye udebanetrøje da man vandt 4-1 over HFK Sønderjylland i træningskampen i Haderslev, som blev overværet af knap 3.700 tilskuere. Citys målscorere var Darren Huckerby 2, Chris Killen og Matias Vuoso. City kom ellers bagud, da Henrik Asmussen fik scoret for hjemmeholdet i en situation, hvor Peter Schmeichel tilsyneladende tøvede for længe. Efterhånden som kampen skred frem viste City godt positionsspil og stor effektivitet foran mål. City startede med følgende opstiling: Schmeichel, Distin, Wiekens, Dunne, Jensen, Sun, Foe, Berkovic, Horlock, Anelka og Huckerby. Stort set alle blev skiftet ud i løbet af kampen. Kun Benarbia kom ikke på banen. Hovedformålet med denne tur har været at komme i bedre form og få lidt kamptræning. Det mål må siges at være indfriet. Kevin Keegan har iøvrigt vist sig som en særdeles sympatisk og imødekommende personlighed. Man begynder at forstå, hvorfor han er så populær. Jeg stod ved bussen inden City-truppen kørte til Billund og så Keegan tålmodigt skrive op mod 200 autografer til store såvel som små. Inde på stadion fortalte en veloplagt stadionspeaker om Keegan og Manchester City, og vi fik en smagsprøve på "Head over Heels in Love" - Keegans singleplade fra 1979. Kevin Keegan er ganske enkelt uvurderlig for City med hensyn til at tiltrække interesse - både fra publikum og andre spillere. Både Nicolas Anelka og Peter Schmeichel nævner således Kevin Keegan som den vigtigste årsag til, at de valgte at skrive kontrakt med City. Peter Schmeichel har under opholdet i Danmark gjort det klart, at den kommende sæson bliver hans definitivt sidste. Hjemme i Manchester er Commonwealth Games begyndt på Citys kommende stadion (fra august 2003), som under legene har plads til 38.000. På billedet ses et glimt fra åbningsceremonien. Paolo Wanchope skal opereres i sit knæ af en specialist i USA og bliver tidligst klar til nytår. Også Danny Tiatto er skadet i øjeblikket - dog ikke alvorligt. Danske City-fans får endnu en god og økonomisk overkommelig mulighed for at se City, når der på lørdag den 3. august kl. 18.00 spilles træningskamp mod Hamburger SV på AOL Arena i Hamburg (tidligere Volksparkstadion). Der er allerede solgt 18.000 billetter, så det tegner til en festlig forestilling. AOL Arena har en tilskuerkapacitet på 55.000, så der skulle også være plads til dig!

25.07.02

I Århus Mini Cup spillede City to gange 45 minutter mod henholdsvis Silkeborg og FC Århus. Det blev 0-0 mod Silkeborg (1-2 efter amerikansk straffe) og 2-0 over FC Århus. For City scorede Kevin Horlock på en flot helflugter og Ali Benarbia. Resultaterne betød at City vandt Århus Mini Cup på bedste målscore, idet FC Århus vandt 1-0 over Silkeborg. 6.800 tilskuere mødte op på Århus Stadion. Nyindkøbte Nicolas Anelka (billedet til højre) viste i glimt sin blændende teknik og hurtighed. Citys opstillinger var som følger. Mod Silkeborg: Peter Schmeichel, Lucien Mettomo, Steve Howey, Sylvian Distin, Jihai Sun, Marc Vivien Foe, Eyal Berkovic, Ali Bernabia, Niclas Jensen, Darren Huckerby og Matias Vuoso. Mod FC Århus: Carlo Nash, Laurent Charvet, Richard Dunne, Paul Ritchie, Shaun Wright-Phillips, Gerard Wiekens, Eyal Berkovic, Ali Bernabia, Kevin Horlock, Nicolas Anelka og Jonathan Macken. Med andre ord: Spilletid og kamptræning til hele flokken! Ellers indtog City Århus idag og 300 mennesker, heriblandt mange børn, mødte op for at se City-spillerne træne. Der blev tid til interviews og en masse autografer. På billedet til venstre er det Kevin Keegan, der er autografjægernes bytte. Keegan spillede også lidt hyggebold med nogle af drengene. Måske har City fået nye unge danske fans idag. Også torsdag og fredag bliver der lejlighed til at se Kevin Keegan og City-drengene. Torsdag er der åben træning på Riisvangen stadion kl. 17.30 og fredag på AIA/Tranbjergs anlæg kl. 10.00. Fredag aften kl. 18.30 spiller City træningkamp i Haderslev mod HFK Sønderjylland. Ali Benarbia bliver anfører i den kommende sæson. Peter Schmeichel var ellers en af kandidaterne, men Kevin Keegan har altså valgt Benarbia, som blev årets spiller i sidste sæson. Kevin Keegan har blankt afvist, at City skulle have forsøgt at få Brian Laudrup til klubben. Nicky Weaver skal gennemgå en knæoperation og bliver ikke klar til sæsonstart. Dermed skal Carlo Nash være førstereserve for Peter Schmeichel når sæsonen indledes den 17. august.

06.06.02

Manchester City har sat ny transferrekord med indkøbet af den 23-årige franske angriber Nicolas Anelka (på billedet i aktion for Liverpool). Handlen blev bekræftet af en begejstret Kevin Keegan idag. Nicolas Anelka har skrevet en fem-årig kontrakt med City. Overgangssummen er på 13 millioner pund. Betalingen sker i form af 12 millioner pund til Paris St. Germain plus Alioune Touré, der sidste år kom til City fra Nantes for 500.000 pund. Touré har været plaget af skader og var desuden varm på at komme til den franske hovedstadsklub. Nicolas Anelka har som tidligere omtalt haft tilpasningsvanskeligheder i sine tidligere klubber, men han har uden tvivl et kæmpe potentiale, hvilket han især viste i Arsenal, der i 1997 hentede teenageren Anelka i PSG for sølle 500.000 pund. I 1999 solgte Arsenal franskmanden med kæmpe fortjeneste - Real Madrid købte ham for 23 millioner pund. Året efter kom han tilbage til PSG for 22 millioner pund. I sidste sæson var han udlånt til Liverpool, som havde option på køb, men som imidlertid ikke ønskede at tilbyde franskmanden en permanent kontrakt. Selv om Anelka kun scorede fire mål i 21 kampe for Liverpool, havde Kevin Kegan ingen betænkeligheder ved at købe ham. "Det er et fantastisk køb - Anelka er en klassespiller og vi er heldige at have ham i truppen", udtaler Keegan.

 

Tilbage til Nyhedsarkiv